Skolevægring – Hvem har så egentlig ansvaret for at barnet modtager undervisning? Lige nu har jeg en masse sager med børn der ikke kommer i skole pga. af deres angst. Jeg har også en masse sager hvor børnene går i skole endnu, men kun fordi enten far eller mor går med.
I stort set alle sagerne står forældrene med ansvaret for barnets undervisning. Er man med i skole så kan man sidde med sit barn og arbejde hvis barnet ikke magter at være i klassen. Er man hjemme kan der tildeles 10 timers hjemmeundervisning, så længe der forelægger en lægeerklæring, det er bare ikke alle skoler der er lige gavmilde med den løsning. Og hvad så med de andre mange undervisningstimer eleven går glip af?
På længere sigt så har det den konsekvens at barnet mister meget undervisning og dermed længe skal trækkes med et efterslæb. Og ja selvfølgelig har det konsekvenser at være ude af skolen i længere tid. Det er uundgåeligt. Men måske det kunne mindskes med en hurtig og bedre fælles indsats?
Når vi har med sårbare børn at gøre viser forskning at det er af største betydning at der omkring barnet etableres et team af fagpersoner og familie der sammen kan støtte op om barnet i en sårbar periode. Det skaber mulighed for at barnet kan klare sig godt på trods.
Den slags team fik jeg selv etableret omkring mit barn og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at det var med til at skabe så gode vilkår for trivsel, at det flyttede ham fra skolevægring til at kunne komme tilbage i skole i små skridt. Men igen var det mig som forælder der måtte tage styring over situationen.
Lige nu læser og hører jeg om forældre og børn der løber panden mod en mur i systemet. Min egen erfaring er at gå langt uden om om det. Simpelthen fordi det er stort og langsomt og endnu ikke har vist sig at være den store hjælp. Der mangler samarbejde og fælles indsats i mange tilfælde, og så står man alligevel med det hele selv, men har spildt en masse kostbar tid.
Der er mange der undervejs i vores forløb har kigget med undrende blikke og spurgt mig om jeg nu også var sikker på der ikke var hjælp at få. Og ind i mellem kunne jeg godt se de også troede jeg bare var sådan en der godt kunne lide at få tingene til at være værre end de nu rent faktisk var. Men helt ærligt. Så var der ikke hjælp at få. De fleste har en tro på at systemet hjælper. Min erfaring fra mange sager er at det gør det ikke.
Måske skulle vi bare vende tingene lidt på hovedet, se på det samfund vi har bygget op, på de rammer der er for at være barn i dag og så ryste posen lidt og se om ikke der kan være andre måder at stykke det hele sammen på med bedre vilkår for både børn og voksne. Med bedre mulighed for trivsel for sårbare børn. De små oaser findes, det er muligt at melde sig ud af ræset og selv finde vejen til en hverdag med trivsel.
Så slipper vi også for hele tiden at skulle høre om eller fortælle om det der “system” der ikke virker.
Men de dygtige fagfolk dem har vi som forældre brug for. Det er dem der kan hjælpe vores barn tilbage på sporet i et godt og konstruktivt samarbejde med os.