I går kom jeg til at tænke lidt over det her med livet med et barn med angst. Det der slog mig er hvor meget jeg føler vi ligesom har levet i en parallelverden. Jeg oplevede ikke rigtig engang at livet omkring os fortsatte imens vi gik ind i vores egen verden hvor angsten helt havde overtaget. Jeg har bevidst været i stand til at lukke ned for længslen efter alt det jeg måtte slippe, alt det jeg ikke kunne, fordi angsten krævede af mig at være 100 procent her i vores egen lille virklighed. Det har været min styrke ikke at hænge fast i alle de afsavn jeg har måtte lide, men hver dag at se på mulighederne her i vores virklighed. En virklighed der i 3 år har handlet om at finde vejen ud af angst og skolefobi.
Det der slog mig i går var hvor meget jeg vænnet mig til at se ting her i vores verden som det “normale”. I mit arbejde med familier med børn med angst og som mor til et barn med angst, har jeg bevæget mig rundt i det her “univers” af børn og unge der ikke kan komme i skole, der ikke vil spise, børn der er bange, bekymrede, ængstelige og angste. For mig er det ikke længere mærkeligt at komme på børne- og ungepsyk. og se børn spille kort med handsker på, eller at blive spurgt om maden er giftig. Angsten for bakterier, angsten for at dø er blevet hverdagskost og jeg svarer blot “nej der er intet at være bange for” når jeg bliver spurgt. Her er ingen undren over at noget så simpelt som at tage ud og lege er svært. At man kan leve stort set isoleret fordi den sociale angst har overtaget. Jeg ser børn og unge der skærer i sig selv, der laver ritualer for at komme igennem dagen med mindst muligt angst. Børn der ikke kan passe deres skole, børn der hellere vil dø end at havde det så svært.
Ja, det er det der er blevet min virklighed. Det er ikke fordi det ikke gør ondt at se på, at være en del af. Jeg er ikke blevet immun overfor den smerte der følger med angsten, men jeg er ikke bange for den her verden, jeg bevæger mig rundt i den og tør tale om den. Men i går kom der lige den her erkendelse af, at de sidste år måske alligevel har fjernet min fornemmelse for den “almindelige” virkelighed. Jeg kender den fra før, fra min tid som lærer og som min søns angst, her hos os, er væk, tager vi skridt ud i den igen. Nu er det den der føles fremmed, men jeg glæder mig til også at få den del med igen. Og på samme tid så mærker jeg også at det nu gør mig lidt ked af det at jeg ikke har kunne være med de sidste par år. Det at jeg bevæger mig ud igen gør at jeg bliver konfronteret med alt det jeg ikke har kunne, med hvor anderledes vores liv har været og hvor meget jeg stadigvæk er “fanget” i vores specielverden.
At finde en balance må være vejen frem. At kunne bevæge mig naturligt i begge verdener, så det vil jeg øve mig i nu. Og så tænker jeg at de følelser der følger med er helt naturlige og jeg har tænkt mig bare at rumme og være med dem allesammen. At nyde den berusende glæde der hver dag følger med når jeg indtager verden udenfor igen. At være med smerten over alt det vi måtte igennem, glædes over at andre kan slipper for at opleve det, være med følelsen af jalousi over andres “nemme” liv når den indfinder sig, og ikke mindst glædes over alt det gode vi har fået med fra de sidste meget svære år. Jeg glæder mig til at blande alt det fra den ene verden med det fra den anden verden og se hvorhen det bringer mig.