Jeg har lige sendt min søn afsted på cykel i skole. Måske sidder du og tænker at det er da noget af det mest almindelige man som mor kan foretage sig. Selvfølgelig sender man sit barn på 13 afsted, glad ud af døren, på cykel. Måske gør du alligevel ikke siden du læser med her på siden? Måske ved du godt hvordan netop små hverdagsting bliver til store sejre. Når noget så almindeligt som en cykeltur til skole kan bringe tårerne frem af glæde.
Når der skal tages livtag med angsten så skal det hele tiden foregå i barnets tempo. Så barnet kan følge med og på den måde i små bitte skridt arbejde sig ud af angsten. Derfor stod den der cykeltur heller ikke først på vores liste de første 2 år vi kæmpede med generaliseret angst og skolevægring. Han magtede den simpelthen ikke hvis han også skulle have overskud til overhovedet at komme bare 2 timer i skole om dagen. Så derfor har jeg kørt til den samme parkeringsplads og sat ham af og hentet ham i vanvittig mange skoledage i streg.
Vi har samlet på succesoplevelser og på den måde stille og roligt bevæget os ud af en angst der gjorde det var rarest og tryggest at isolere sig hjemme. Og det gjorde vi i en periode og så var det med i små skridt at komme ud i verden igen. At kæmpe mod angsten. Forleden dag, jeg havde en session med et par forældre, kom jeg lige i tanke om, at jeg i en periode der hvor min søn lige var begyndt at have overskud til at bevæge sig ud på egen hånd igen, næsten kastede penge efter ham så han kunne komme på gåtur til McDonalds eller i Fakta efter en Cola. Ikke den sundeste periode, men det motiverede lige der. Og jeg kan stadigvæk huske den lykke jeg følte inden i, over at stå i vinduet og se min dreng gå hen ad vejen, alene uden mig.
Så vi startede ikke med at kæmpe med at komme fuld tid i skole. Det var en alt for stor mundfuld. Vi startede med små ting han kunne overskue og motiveres til. Og ikke mindst holde til. Og ja, det tog lang tid, men jeg har endnu heller ikke stødt på et barn eller ung hvor angsten forsvinder med et snuptag. Derfor ærger det mig sådan, at jeg ofte ser og oplever at både børn og forældre bliver presset ud i et tempo der simpelthen er for højt. Til at kæmpe mod angsten med at tage for store skridt og derved ikke kunne holde til det i længden.
Når vi taler om børn og unge med angst så er det vores vigtigste opgave at se på den enkelte og i det tempo barnet magter hjælpe barnet ud i livet igen.
Der ud hvor en cykeltur til skole bliver en mulighed igen.