En gang i mellem må jeg kigge tilbage og skrive ned for at minde mig selv om at være taknemmelig for lige her hvor vi er i dag.
I dag har jeg tænkt tilbage på den tid hvor angsten var værst hos min søn. Den tid hvor han ikke kunne passe sin skole mere, hvor han var kravlet helt ind i sig selv, bleg og trist. Han var 10 år og kunne ikke andet end at være hjemme hos mig.
Vi nærmer os tiden hvor det er 3 år siden, jeg en kold januardag 2014 cyklede fra mit arbejde for igen at hente ham på hans skole. Han var igen gået op på kontoret med ondt i maven og jeg blev igen ringet op at han skulle hentes. Jeg vidste godt det ikke i orden at aflevere ham i skole mere. Hele efteråret og hen over julen havde jeg set ham blive mere og mere dårlig. Alle tegn på mistrivsel. Alle tegn på at han var stresset. Alle tegn på angst. Alt det så jeg og alligevel knoklede jeg for både at være der for ham og passe mit arbejde. Knoklede bare på for at være der for alle andre og måske også fordi jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle end at forsøge at få en hverdag til at hænge sammen.
Jeg tog ham med på arbejde for havde lovet at komme tilbage og passe mine sidste undervisningstimer. Fik ham installeret på lærerværelset med varm kakao, var selv presset over situationen, men skulle jo passe mine timer. Lige der fik jeg øje på det. Øje på at han ikke var i stand til at være tilstede. De af mine kollegaer han normalt talte og pjattede med sagde han ingenting til. Han kiggede ned, gemte sig bag kasket og hættetrøje, undgik øjenkontakt, uden farve i ansigtet og helt fjern.
Jeg kan huske jeg godt vidste det der. At det ikke gik mere. At jeg ikke kunne være det bekendt over for ham. Jeg var ødelagt inden i. Over at have trukket den så langt. Og lige der besluttede jeg at det måtte stoppe. Lige der på lærerværelset vidste jeg at det var min opgave at gøre ham rask igen.
Vi tog hjem til det der blev vejen ud af angsten. Siden den dag har jeg ikke været tilbage på arbejde.