Sådan har jeg altid haft det. Kan huske mine egne idrætstimer som barn. Elskede at tonse rundt og især at vinde i høvdingebold. Der var ingen nåde for modstanderen. Jeg tyrede bolden afsted. Gik til atletik og fodbold. Altid en af de bedste.

Som voksen skulle jeg selvfølgelig uddannes som idrætslærer. På seminariet var der ikke en på idrætsholdet der ikke selv elskede idræt. Vi ville alle sammen lære eleverne alle de sjove discipliner fra faghæftet. Op på række to og to, afsted til omklædningsrummet og ind i gymnastiksalen. Alle klær’ om, ind på midten, fælles besked og i gang. Opvarmning, aktivitet og bad.

Færdiguddannet og ude i folkeskolen opdagede jeg så at ikke alle elever synes det var lige rart med en stor sal fyldt med aktive og larmende kammerater. Der var altid nogen, både i de store klasse og i de små der havde ondt. Altid de samme elever og altid ondt et eller andet sted. Kunne ikke rigtig være med. Måtte ikke gå i bad. Kunne ikke klæde om. Der var mange undskyldninger synes læreren. Idræt er jo sjovt. Jeg forstod det ikke helt.

Efter sin første idrætstime i 1. Klasse kom min søn så hjem og fortalte at det kunne han ikke li’. Der var ulækker og lugtede i omklædningsrummet. Vandet var koldt. Lydene var høje. Man skulle lave stafetter og han kunne ikke li’ at konkurrere. Han fik ondt i hovedet. Hjertebanken. Følte sig utilpas. Jeg lyttede, men forstod vist ikke helt at han ikke synes det der idræt var sjovt.

Troligt gav jeg ham idrætstøj med i skole. Man passer jo sine fag. Der gik faktisk lang tid før det gik op for mig han ikke klædte om og gik i bad. Min søn har altid joggingbukser på som almindeligt tøj og på den måde kunne han undgå omklædning og badet må han have snydt sig fra gang efter gang. Jeg blev ikke sur. Det var jo bare hans måde at komme væk fra en situation han ikke kan rumme. Jeg forstod ham stille og roligt mere og mere.

I 2. Klasse pjækkede han fra en idrætstime. De skulle have slåskultur og min søn kunne slet ikke overskue at de skulle slå på hinanden. Læreren havde helt sikkert ikke lige forklaret konceptet godt nok, så min søn gemte sig. Det må have været en lang time at sidde gemt i. Da han kom hjem og fortalte han havde pjækket blev jeg ikke sur. Jeg forstod nu at de der idrætstimer slet ikke var til at holde ud for min søn. Han blev stresset og følte sig helt sikkert presset.

Behøver jeg at sige at jeg stille og roligt som min egen lille dreng udviklede sin skolefobi på grund af dårligt undervisningsmiljø på hans folkeskole fik mere og mere forståelse for mine egne elever i mine egne klasser. Nøj hvor blev jeg rummelig.

På den folkeskole hvor han gik kunne man ikke blive fritaget fra idræt. Men på den nye lille friskole har de ingen gymnastiksal. Ingen omklædningsrum. I idrætstimerne går de i parken eller er i gården og de skal ikke klæde om og i bad. Nu synes min søn idrætstimerne er sjove. Og jeg forstår ham godt. Og timerne er fuld af læring alligevel.