Kan man egentlig være sådan rigtig lykkelig inden i når ens barn er syg med angst?Når ens tilværelse og liv ser helt anderledes ud end hvad man havde drømt om eller ønsket sig?
I dag har jeg haft en samtale med en mor til et barn med angst. Om det med at stå der i det helt specielle liv, som selv om vi prøver at forklare, ikke mange forstår.
Vi er begge mødre der har måtte opgive vores arbejde for at tage os af vores børn. Som har opgivet eget socialt liv og som hver dag har været både mødre, pårørende og behandlere. Det har været sådan i flere år for os begge. Vi havde begge et arbejde vi godt kunne li’, veninder vi gerne ville ses med og ingen af os ønskede os at gå hjemme og være mor på fuld tid. Men vores børns angst har krævet det. Og på den måde har vi opgivet det der var vores, vores egen identitet. For at blive noget vi egentlig ikke er tilfredse med. Som ikke fylder os op.
Må man egentlig godt sige at man synes det er sindsygt svært at blive ved med at se det positive i tilværelsen når tilværelsen føles meget tung og trist? Må man godt hade sit barn lidt for at “tage” alt det man som individ, som voksen ønsker sig i sit liv? Og hvad stiller man op med sorgen over det liv man drømte om, men som blev et helt andet?
Vi fik talt om alle de her tanker vi gør os. Om livet hvor vi ikke aner om vores børns angst forsvinder eller kommer tilbage, et liv hvor vi intet kan regne ud for angsten har overtaget og om den belastning det er som mor og menneske at stå i. Vi talte om det med, at man ikke længere sådan rigtig smiler for man har ikke så meget at smile af, at man ikke sådan rigtig længere orker “hygge” tid med sit barn for man er simpelthen fyldt op af alt for meget tid sammen. At den man var engang er så langt fra den man er nu og at man nærmest ikke selv ved om man har noget at byde på mere fordi man jo intet oplever og fordi tilværelsen bliver så uendelig utilfredsstillende af mangel på input udefra. At man føler sig reduceret til ingenting.
Når vi jævnligt taler med hinanden så plejer vi at kalde det for vores “skyggeliv”. Det liv vi lever nu. Et liv hvor vi lever en parallel tilværelse og kigger ud på det vi ønskede os, på livet udenfor som vi også drømmer om. Heldigvis så er vi også gode til at grine af os selv, til ikke at være for selvhøjtidelige eller kører rundt i “det er synd for mig”. Men det er også befriende at kunne tale om alt det der er svært og det som man næsten ikke må sige højt. At vi ind i mellem hader det liv vi nu har. Og det føles bare så rart at tale med en der ved præcis hvordan det er.
Og så minder vi hinanden om de fremskridt vi ser hos vores børn hver dag, om de ting vi som mødre ikke kunne for et år siden og så jubler vi sammen når den ene har været i fakta og handle alene i bare 5 minutter fordi det var muligt at gå fra sit barn uden angstanfald. Vi skal lige få øje på dem igen. De der små glæder der skal gøre det op for at vi ikke får glæden af at suse afsted på vores arbejde og sende glade børn i skole.
Vi skal hver dag vælge at acceptere det liv der blev vores. Sådan bevidst at accepterer det så bitterheden ikke sætter frø og får lov til at gro. At vælge lethed og glæde aktivt til, så det tunge og alvorlige ikke får overhånd. Og så lærer vi i hver fald at se på muligheder i stedet for begrænsninger. At se på de små ting som den største gave og at livet skal leves med største omhu med fokus på de ting der rent faktisk fungerer og ikke på det der ikke gør.
Det er kunsten. At have det rette fokus. At accepterer. At leve livet fuldt ud hvert øjeblik selv med de præmisser der blev vores.
Og så vælger vi aktivt glæden til. Hver dag.
Men fortsætter med at tale sammen en gang i mellem om alle de tanker vi gør os. Også de “forbudte”.