Når angsten rammer hele familien (1)

 

Inspireret af en udsendelse på DR2 omkring sammenbragte familier og hvordan de fik det med dine og mine børn til at fungere, fik jeg behov for at skrive det her blog indlæg jeg længe har haft i lyst til, men ikke rigtig turde kaste mig ud i.

Jeg har holdt lidt igen fordi dette emnet måske kan godt blive lidt betændt. Og jeg er egentlig ret konfliktsky og vil helt ikke støde nogen, gøre folk vrede og bryder mig ikke om at nogen synes det jeg skriver er forkert eller for meget. Og samtidig med kan jeg heller ikke holde inde med at blande mig i debatter, at have en mening om meget og  fortælle højt om det her liv med et barn med angst. Så nu kaster jeg mig ud i det for kan i sidste ende ikke lade være med at udtrykke min mening.

I udsendelsen handlede det om “almindelige” familier, ingen børn med angst der, så på den måde kan det undre at udsendelsen satte mig igang med at skrive den her blog. Men der var noget med det med at dele dine og mine børn, den måde man talte om mødrene på som nogen der ikke ville give slip og som prægede deres børn til at “hade” fars nye kæreste som satte gang i noget i mig inden i. Jeg ved, at det sikker er sådan nogle steder, og det er da sørgeligt og hvis man har et “normalt fungerende” barn hvorfor så ikke bare nyde at barnet drøner glad afsted til farmand og at der står en sød ny kæreste eller kone der forhåbentlig er glad for dit barn, tænker jeg?

Udsendelsen satte gang i det her med at have et barn med angst og så være skilt. At barnet med angst er delebarn. Det kræver sørme noget ekstra af forældrene for at få det til at fungere. Og af de nye børn og de nye koner, mænd eller kærester. Jeg ved også at det at have et barn med angst kan give anledning til mange konflikter mellem forældre og især skilsmisseforældre.

Når vi er skilt og har et barn med angst så stille det ekstra store krav til samarbejdet. For der er så mange spørgsmål vi kan komme til at stå midt i som vi pludselig skal tage stilling til. Der er så mange scenarier i det her som jeg har hørt om fra forældre som står midt i det. Og ikke mindst har jeg prøvet det selv.

Et barn med angst er svært at dele. Er det godt for barnet at være 2 steder midt i barnet kæmper med angsten? Er det overhovedet muligt for barnet at kunne være i og er det egentlig rimeligt over for barnet? Angstbehandling er nødvendigt, at alle kender redskaberne til at hjælpe barnet. Hvad så når den ene forælder har mest styr på den del? Og når relation og tryg tilknytning bliver de vigtigste parametre til at hjælpe barnet ud af angsten. Og den ene forælder har det mere end den anden? Hvis baret føler sig mest i stand til at være sig selv hos den ene og ikke den anden. Når man ikke kan sove ude hos andre – heller ikke hos sin egen far eller mor? Når man som barn eller ung har brug for at være i trygge rammer for at komme ud af angsten?

Der er ingen svar at få nogen steder. Vi må se på barnet og barnets behov. Når vi så som forældre er uenige om de behov så skaber det hurtigt konflikt imellem parterne. Jeg ved at alle ønsker det bedste for deres barn. Der er ingen der ønsker at skade sit barn. Og når man skilles så ved vi godt at man er nødt til at sætte barnets behov øverst, og så lade os selv som voksne komme i baggrunden. Det er pokkers hårdt og svært at måtte undvære sit barn. Og når så barnet har angst så kan det komme til, at man helt må undvære sit barn. At man kun kan komme på besøg, at man ikke kan få meget tid sammen, at man den ene forælder ikke kan spille den store rolle.

Er man stadigvæk sammen så er man så heldig at barnet med angst er sammen med sin primære omsorgsperson hele tiden. I hver fald under samme tag. Når vi er skilt så skal barnet med angst væk fra den ene og så er det håbet at den anden kan overtage – hvad så når det ikke sker? Skal vi så stadigvæk insistere på at barnet skal deles, komme på weekend eller afleveres til hele dage hvor angsten får overtaget?

Der er behandlere, psykologere og terapeuter som kan komme med råd og vejledning. Nogen mener man skal presse barnet til at være begge steder. Nogen mener barnet så lære at kapere sin angst. Andre mener der skal ro på, at barnet ikke skal presses. Uanset hvad så er det jo kun vejledning. Ingen ved på længere sigt hvad begge dele gør ved barnet. Så vi forældre må prøve os frem. Igen er vi der hvor vi skal vurdere selv uden at kende konsekvenserne.

Når et barn har angst så kræver det meget ekstra af os forældre. Og som skilsmisseforældre kræver det et samarbejde ud over det sædvanelige. Jeg har set familier hvor det uden problemer gik godt og jeg har set familier hvor det i den grad skaber konflikter i et situation der i forvejen kan være konfliktfyldt. Der er mange følelser på spil i en skilsmisse, og så skal vi sammen håndtere et barn der er syg. Og endda med en sygdom der kan være svær at forstå, at blive klog på og som kræver laaaang tid at gøre rask fra. Så kan man hurtigt komme med beskyldninger frem og tilbage. For hvis man ikke er enig i hvordan angsten skal hånteres, så har det jo enorme konsekvenser for barnet at leve i 2 hjem hvor angsten håndteres vidt forskelligt.

Jeg er ikke ude i et ærinde med at gøre hverken fædre eller mødre forkerte. Eller sige at der er noget der er rigtigt eller forkert. Jeg prøver blot at beskrive at et barn med angst stiller særlige krav til forældrene og derfor også til begge parter hos os der er skilt. Det at have et barn med angst kan give anledning til mange konflikter mellem forældre. Det er på alle måder hårdt at være i, hårdt at forholde sig til og svært at være vidne til at angsten har konsekvenser for samværet med den ene af forældrene. Det er der jo ikke nogen der ønsker. Men sådan er virkligeheden ofte. En meget svær konflikt at stå midt i oven i angsten.

Vi er kommet ud på den anden side. Min dreng har ikke angst mere. Vi har formået at holde konflikterne internet. Der er blevet gået på mange kompromisser undervejs. Det har været svært for alle parter, begge sider af familien har været involveret. Der har været søskende der har måtte undvære, der har været forvirring, vrede, frustration og sorg. I dag samarbejder vi stadigvæk. Vi er de voksne og skal håndtere vores egne følelser voksent og primært tage os af vores barns følelser i forløbet. Det har ikke gjort det nemt at være i hinandens selskab, men vi er det, kommer i hinandens hjem fordi angsten har krævet det.

Nu hvor angsten ikke længere er i vores liv, sender jeg nemlig lykkelig min søn afsted på dage hos sin far og glæder mig kun over at der står både søskende og en sød ny “kone” klar til at tage imod og tage sig godt af ham. Jeg er lykkelig helt inden i over at de igen kan bruge tid sammen, uden angsten. Det har hele tiden været mit mål.