Når jeg kigger på billeder af min søn fra før angsten og ser hans glimt i øjnene og hans smil så ser jeg en lille dreng på 9 år der stråler af glæde. Det er dejlige billeder og jeg bliver glad af at kigge på dem. Men også trist den dag min søster sagde til mig at hun savnede det glimt og det smil. Det ramte mig. For selv om angsten er væk, selv om lyset er tilbage i hans øjne så kan jeg godt se at der har sneget sig en alvor ind.

Han var syg med angst i 2,5 år. Så han er blevet ældre selvfølgelig, han er nu teenager med alt hvad det indebærer, men han har også oplevet mere end jeg synes man burde som barn. Den alvor angsten har sat i ham, den tager han med. Den ses i hans øjne. Så den lille uskyldige dreng kommer ikke tilbage, men jeg har en stor dreng der er klog på livet og alle de følelser det bringer med sig. En dreng der igen kan smile, grine og nyde livet med alt hvad det indeholder.