dreamstime_m_5784733

Angst hos børn

Der kan være mange forskellige årsager til at børn udvikler angst. For nogle er det en traumatisk oplevelse der sætter angsten igang. Det kan være sådan noget som en bedsteforælder der dør, en forælder der er alvorligt syg eller andre svære oplevelser barnet kan komme ud for som f.eks. hospitalsindlæggelse, operation, oplevelsen af at miste kontrol eller være adskildt fra sine forældre. Skilsmisse og mobning og den sorg der ofte følger med hos barnet kan også sætte gang i angsten. Nogle børn er født sådan lidt mere modtagelige, for andre børn opstår den pludselig af omstændigheder i barndommen, men ens for alle former for angst er at det for barnet og familien ændre hverdagen markant, og at der er brug for at hjælpe barnet og familien sådan at barnet ikke bliver alvorligt syg af sin angst.

 

Særligt sensitive børn og stress 

Som særligt sensitiv føler og mærker barnet dybt. Derfor kan det være stressende at være meget på. At være elev i en stor klasse, blive eksponeret eller være blandt mange mennesker som i skolengården, til fritidsaktiviteter, familiefester o.lign. Stress kan være direkte årsag til angst hos barnet. Det særligt sensitive barn der udsættes for stress og bliver presse til f.eks. at gå i skole, vil i mange tilfælde ende med at udvikle angst. At barnet er stresset og føler sig presset kan komme til udtryk på mange måder; se her min liste over tegn på angst. Et særligt sensitivt barn har ofte brug for struktur, genkendelighed, ro og pauser og derfor kan man som forældre og lærer med fordel tilrettelægge en skoledag med mulighed for dette. Som forældre kan det være nødvendigt simpelthen i perioder at give barnet faste fridage. Hvis et barn først har udviklet stress og angst så er det vigtigt helt at give barnet en lang pause med ro, præcis som voksne der bliver sygemeldt fra deres arbejde. Barnet har brug for ro til at blive rask igen.

 

Pres ikke det særligt sensitive barn

Jeg har personligt flere eksempler på psykologer der fortæller forældrene til barnet med angst, at barnet blot skal fortsætte med det barnet føler er vanskeligt og som skaber angst. Flere af eksemplerne går ud på at forældrene af psykologerne har fået at vide at barnet fortsat skal i skole hver dag, uanset tydelige tegn på angst, for på den måde vil barnet finde ud af det det ikke er farligt og derfor vil angsten forsvinde.  Denne teori er kendt fra den kognitive terapi, men kommer ofte med et arbejdshæfte fyldt med redskaber til og altså ikke sådan blot som en besked om fortsat at presse barnet afsted.  Jeg har også utallige eksempler på forældre der af skolen; lærerne, skolepsykologen eller sågar skolelederen får at vide at de skal sørge for deres angste barn kommer i skole hver dag og til alle timer på trods af at ingen af fagpersonerne ved noget om børn med angst eller kan hjælpe med særlige foranstaltninger i skolen. Mange forældre får at vide at de skal presse deres barn afsted, og at det er dem der er for blodsødende når de ikke kan få deres barn ud af døren om morgenen.

 

Fatale konsekvenser

Det har fatale konsekvenser at presse et angst barn på den måde. Barnet siger med al tydelighed med sine tegn på angst at det er presset over grænsen. Lyt for alt i verden til barnet. Jeg kender flere børn der er blevet mere alvorligt syge med angst af at blive presset på den måde. Det her med stress og de særligt sensitive børn er blevet en af mine hjertesager, da jeg ofte oplever at fagpersoner omkring barnet begynder at fortælle forældrene at det er dem der er forkerte, dem der måske smitter barnet med deres ængstelighed. På den måde kan forældrene begynde at tvivle på sig selv og føle sig presset. Så oven i den bekymring det giver forældrene at se deres barn syg med angst så kan forældrene også gå hen og blive syge selv; af mangel på hjælp, forståelse og pres fra skole og behandlere. Det er ikke udsædvaneligt at man som forældre selv får stress, depression o.lign når man har et barn med angst.

 

Hvad kom først?…forældrenes bekymringer eller barnets bekymringer?

Som forældre har man som udgangspunkt en forventning om at ens barn fint passer ind i “normalen”. Man klør på med babysvømning, børnerytmik og andre sådan normale ting man kan gå til med sit lille barn. Hurtigt oplever man måske at ens barn ikke kan det. Barnet reagerer voldsomt på lyde, lugte, store rum eller mange børn. I vuggestuen er det ikke nemt at aflevere men man gør det alligevel for det er “normalen” og man skal jo passe sit job. I børnehaven bliver det ikke nemmere. Barnet vil ikke afsted. Vil helst være hjemme, men man afleverer alligevel for man skal jo arbejde. I skolen stiger kravene, rammerne er større og barnet vil sikkert stadigvæk helst være hjemme. Barnet udvikler tegn på angst. Som forældre har man ikke fortalt, ønsket eller vist sit barn at verden er farlig. Måske har ens barn faktisk altid vist forældrene at alt det “normale” man kunne og skulle ikke var noget det havde lyst til eller kunne holde til. Måske bliver forældrenes bekymringer startet af barnets reaktioner? Måske bliver vi som forældre kede af at aflevere vores barn, ikke fordi vi er bekymrede for at institution eller skole er farlige steder eller ikke gode nok, men fordi vores barn med sine reaktioner både fysisk og psysisk fortæller os at barnet ikke kan holde til det der er “normalt”. I flere medier og hos kendte psykologer lyder det ofte at man som forældre til børn med angst skal se på sig selv og sin måde at være forælder på.  Det giver en skyld til forældrene jeg synes er aldeles uhensigtsmæssig og uberettiget. Som forældre til et særligt sensitive barn skal man passe ekstra på barnet hvis det viser tegn på angst. Og der er ikke noget vi som forældre hellere ville end at se vores børn kaste sig ud i verden med oprejst pande og gåpåmod. Men ofte har vores børns tilgang til verden været den stik modsatte. Og det uden at man som forældre har gjort noget for at påvirke barnet i den retning.

 

Redskaber, støtte, omsorg og tålmodighed

Særligt sensitive børn skal ikke presses ud af angsten uanset hvad psykologer, skoleledere, pædagoger, lærere, læger eller andre siger. Det særligt sensitive angste barn skal stille og roligt og med meget tålmodighed hjælpes ud af angsten. Det kræver de rigtige redskaber og den rigtige behandling og et stort stykke arbejde fra forældrene og barnet selv at komme tilbage i trivsel. Men jeg ved af personlig erfaring, fra min søn, at det kan lade sig gøre. Skolerne, bedsteforældrene, lærerne, pædagogerne og andre personer i barnets liv kan være med til at spille en vigtig og stor rolle i at barnet klare sig godt på trods af angst. Men det kræver viden om og samarbejde at hjælpe og støtte barnet bedst muligt. Med tålmodighed, forståelse, redskaber, hjælp og ikke mindst en god dialog omkring barnet kan  der skabes en god mulighed for at barnet kan komme ud af stress og angst.